Intelligente børn
Af: Mogens Hansen
Gode forældre derhjemme, gode pædagoger i daginstitutionen og engagerede lærere i skolen er de sikre kort til, at børn bliver bedre begavet og øger deres intelligens. Lidt biologi som tilskud i form af gode gener fra forældrene hjælper formentlig også. Det sidste med gener tror de fleste mest på. Det holder imidlertid højst en halv meter.
Gode forældre (og det er som sagt ikke nødvendigvis leverancen af deres gener) giver mest til intelligensens udvikling. Hvordan gode? Det er forældre, som er aktive sammen med deres børn. Forældre som laver praktiske ting sammen med deres børn, tager børnene med i hverdagens gøremål, indkøb, medlavning, borddækning, havearbejde, og som tager dem med i skoven og på museer, og fortæller, peger og viser. Sådanne forældre får lavet sig intelligente børn.
Der er megen arbejdsomhed at hente hos selv små børn. Praktisk arbejde sammen med de voksne rummer tydeligt og konkret arbejdsprocessen, forløbet og målet for opgavens løsning. Det er så klart og tydeligt for børn – også dem på 1½ år – når den konkrete opgave er løst.
Der er mindre plads til børnearbejde i det danske hjem i dag end tidligere. Det tager tid at have børn med. Ofte 4-6 gange så lang tid som selv at ordne det. Og pædagoger og børnepsykologer er endda fortalere for at lade børn lege og lege, og at vi voksne stjæler barndommen fra dem, hvis vi bruger af deres legetid til noget andet.
At legen er nødvendig, er der ikke tvivl om. Legen er der til at lære sanser, bevægelser og krop at kende, til finindstilling af organismen. Og til at understøtte aktivitet i det sociale fællesskab og til at gennemleve fantasier og forestillinger om alt det med roller og som om.
Omme bag ved alle disse aktiviteter lærer børn grundlaget for at lære. De lærer det først og fremmest af deres voksne, der viser, peger og fortæller om det vigtige i haven og på museet. Børnene lærer at få sig deres egen opmærksomhed rettet mod det vigtige, det spændende, det nye.
Det er faktisk intelligensens grundlag at kunne udvælge og fokusere på noget frem for alt det andet.
- Det er det, som er forældreopgaven og daginstitutions-opgaven.
Børn skal i skole for at forbedre deres begavelse og blive mere intelligente. På den meget direkte måde kan man sige, at hvis man går på en god skole med gode klassekammerater, så har det enkelte barn sit livs chance for at blive mere intelligent. Børn møder ikke bare op på skolen, bliver meldt ind på skolens kontor og hilser på skolelederen med hver deres muligheder for at lære kundskaber og færdigheder. De bliver mere intelligente af at gå i skole, at blive undervist og engagere sig i noget.
Konsekvensen er, at skolen bliver den aktive part i processen med at uddanne og udvikle børn til at blive intelligente. (Husk , at fars og mors gener kun tæller en halv meter – se på dine forældre og tak gudskelov for det!). Skolen og lærerne kan ikke blot passivt vente på, at det hele dukker op af sig selv. Børnene skal ikke have et skilt hængt om halsen med deres IQ, intelligenskvotient, på deres uddannelsesrejse. Læreren er den, der gennem sin undervisning forsyner dem med råstoffet til deres intelligens.
Det kræver selvfølgelig en hel del pædagogisk viden hos læreren, som skal udstyres med en optik, så hun/han med en teoretisk vidensbaggrund kan se det enkelte barns muligheder og indrette sin undervisning efter den enkelte. Det skal være en mangfoldighedens pædagogik, en pædagogik, som vender i alle retninger og rummer tilbud og udfordringer til alle børn. Kan lærerne få plads og lov til at gøre det? Læsning og matematik fylder alt for meget.
Det kreative og praktiske skal mere ind i skolearenaens midte. Der skal mere plads til idræt, billedkunst, musik, billedkunst, så hele hjernen bliver sat i sving hver dag. Banalt sagt: der skal i skolen være plads til at beskæftige sig med alle intelligensens intelligenser: intelligenserne for sprog, musik, matematik, det kropslige, det rumlige/billedmæssige, naturen og bevidstheden om eksistensen. Mangfoldighedens pædagogik til mangfoldighedens intelligenser.
Den australske forsker James Flynn har igennem mange år indsamlet oplysninger om intelligensundersøgelser i hele verden. Det, han fandt, var, at der for hvert tiår sker en gennemsnitlig vækst i intelligensen på rundt regnet 3 point. Det kan næppe skyldes genetiske mutationer, men væksten må skyldes forhold i livsbetingelserne og undervisningen i de forskellige lande.
Måske overraskende nok vokser den gennemsnitlige intelligens i Danmark, Holland og Spanien tre gange så hurtigt, dvs. med op mod 10 intelligenspoint pr. tiår. Da det næppe er arvemassen, der har ændret sig, må det nok være bidrag fra de følgende forhold:
- Øget sundhedstilstand
- Forbedrede boligforhold
- Bedre skolegang
- Større interesse for børneopdragelse.
Graver man sig ned i tallene, viser det sig, at det er de svageste befolkningsgrupper, der har langt den største fremgang. De i forvejen intelligensmæssigt bedst stillede, har reelt ingen fremgang fra tiår til tiår. Det passer jo meget godt med antagelsen om, at gode livsforhold er med i betingelserne for intellektuel fremgang. Undersøgelser i USA af intelligensniveauet hos african-americans (sorte) og hvide, viser i disse tiår, at de sortes gennemsnit nærmer sig de hvides.
Tidligere var der konstant 15 IK-points forskel til de hvides fordel. Forskellen er faldende og de sorte har i dag det samme gennemsnit, som de hvide havde i 1940´rne og 1950rne. Trods de fortsat store forskelle på økonomi og uddannelsesmuligheder, der er i det amerikanske samfund, er der forbedringer af livsbetingelserne for de sorte og latinoer.
Den danske forsker Tom Teasdale har senest peget på, at den danske vækst er gået i stå i de sidste par tiår. Hvad er der sket? Er opdragelsen i hjemmene blevet forringet, er daginstitutionerne ikke mere engagerede, er skolegangen præget af ligegyldighed, ringe krav, ringe disciplin?
Hvad er det egentlig for nogle intelligensprøver man bruger, for der er jo ikke nogen, der rigtig ved, hvad intelligens er? De intelligensprøver, man har brugt gennem årtierne, ja i hele 1900-tallet, stiller for 80%s vedkommende krav inden for det verbalt-sproglige og det logisk-matematiske.
Hvad laver man i skolen? Man beskæftiger sig for 80%s vedkommende med sproglige krav og opgaver og med logisk-matematiske krav og opgaver. Så intelligenstests er egentlig ikke tests af intelligens, men af potentialet for at klare sig i skolen, dvs. det er især skoletests. Og det skal man nok huske, når man ser på egne børn. Deres dygtighed og muligheder for det billedskabende, for idræt, kolbøtter og hurtigløb, det indgår aldrig i intelligenstests af den gode gammeldags art.
Hvorfor gik det så godt for Wolfgang Amadeus Mozart og Pablo Picasso og Laudrupbrødrene. Fordi alle tre familier begyndte meget tidligt med at stimulere deres børn med netop det, som de syntes var der vigtigste i verden. Fordi de sørgede for, at mulighederne for øvelse var der. Fordi de altid viste glæde over det, børnene kunne, også de bittesmå fremskridt. Og fordi de fortsatte år efter år. Forældre kan faktisk selv.
Læs mere i:
* Ulric Neisser (ed.): The Rising Curve. Long-Term Gains in IQ and Related Measures. 1998
* Mogens Hansen: Intelligens og tænkning, 2. udgave (!), 2003.
* Mogens Hansen, Per Fibæk Laursen & Anne Maj Nielsen: Perspektiver på de mange intelligenser, 2005.
*Hjernen - før, nu og i fremtiden, 2008.
Forfatter resurse box e:-> Mogens Hansen er psykolog, fhv. adj. professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet; forfatter og forsker i kognition, undervisning og pædagogik.
Article From Gratis Artikler
) Din kommentar...