Af: Mogens Hansen
Ting eller genstande, mennesker, landskaber og bygninger træder frem som den konkrete og materielle verden. Det skal læres ved at forholde sig praktisk til den. Verden er mere handlinger med verber end substantiver. Og vi kommunikerer faktisk med tingene, stolen står og råber: sid på mig - og vi sætter os.
Materialiteten er det, vi står i forhold til. Den opstår og får sin væren ved den relation og de handlinger, vi har med den konkrete verden.
Den konkrete verden, materialiteten, træder således frem for os i samme grad som vi forholder os aktivt til den. Det kan aflæses i sproget.
En genstand er netop en gegen-stand, noget vi stiller os over for eller som stiller sig over for os. Ting forstås bedst ved deres relation til mennesket.
Ting har en vis afgrænsning, form og varighed for at være ting? Det gælder sæbebobler, vanddråber, stole og bygninger.
Materialiteten er det sanseligt konkrete i vores verden: ting, skovbunden, de andre og os selv. Og vi selv, vi er en særlig ting, der kan sanse og mærke på sig selv. Det er der vi har selvets kropslighed fra.
Det er det det lille barn bruger meget af sin tid på at få på plads som erfaringer og med stadigt mere orden på verden.
Overordnet handler det om at få det kaos, det møder gennem sin sansning til at blive til orden. Verden foran spædbarnets sanser er næsten, men også kun næsten, noget rod.
Barnet fødes udstyret med et antal medfødte sanse- og perceptionsprogrammer, som gør det parat til mødet med verden. Det opfatter fra start ting som hele genstande, der træder frem for det som helheder.
Det har medfødte programmer for figur-grund opfattelse og gestaltopfattelse. Det kender på forhånd til kausalitet og følgerigtighed, det at hændelser følger én bestemt retning, tidens pil, så før, nu og fremtid ikke kan byttes rundt.
Alligevel er der mest kaos omkring barnet, hvor indtrykkene skal sorteres og ordnes, så organismen kan finde baner for sin sansemæssige og bevægelsesmæssige færden i verden (Hansen 2005a).
Ved denne undersøgende aktivitet installeres tillige opfattelsen af rummet med tid, varighed og afstande (ikke som begrebslige mål men som kropslige erfaringer).
Det, vi stiller os i forhold til, får mening for os og bliver til materialiteten i vores verden. Ting f.eks. har altid en mening for os (funktionel eller symbolsk) - ellers kan vi ikke forstå dem.
Fuglenes skrig og sang kan blive meningsfyldte lydmønstre, der repræsenterer en fugl og endda arten, når vi lærer den at kende.
Boliger, hospitaler og skoler får genstandskarakter, når vi står i et funktionelt eller symbolsk forhold til dem. Det samme gælder udeområder som legepladser, torve og parker i byen.
Tingene er ofte dem, der bringer vore tanker til verden, udløser dem, ledsager dem og også nogle gange bortleder dem (Droit 2005).
Masser af tanker tænker vi kun, fordi vi møder ting, der vækker dem i os. Man kan sige, at vi går på museer for at komme til at tænke.
Der er ofte materialitet midt imellem mennesker, ting der fungerer som formidlende mellemled i kommunikationen mellem to personer.
Vi kommunikerer ofte ikke direkte verbal-sprogligt, vi taler sammen om et noget: ting, haver, marker, afgrøder, kvæg, værktøj, veje og parker. Materialiteten er en væsentlig forbindelse til verden og til hinanden.
Ting og rum bliver vakt til live ved deres forhold til mennesket. Vi står i forhold til tingene, men tingene står også i forhold til os. Vi bliver - efterhånden som vi lærer verdens ting at kende og danner os rummet - omgivet af ting, der vil bruges.
Gangen råber “løb på mig”, koppen kalder “drik af mig”, Hammeren kalder “hammer med mig”, saven kalder “sav med mig”, stolen siger “sid på mig”, skoen siger”tag mig på”.
Denne appel (affordance) er uimodståelig for mindre børn, der prøver at sætte sig på en ti centimeter høj legetøjsstol, der står der og skræpper “sid på mig” (Gibson 1979).
Voksne kan oftest modstå tingenes appel. Man kan dog i cafeteriakøen se ældre mennesker, der ikke (mere) kan modstå rundstykkernes blide hvisken: “tag mig nu”, og tager hvert enkelt op i hånden og ser venligt på dem og lægger dem ned i kurven igen.
Vi har lært viljens mulighed for at bremse os i forhold til tingenes kalden i de ca. 70 år fra 6-76 år.
Omverdenen opfattes mere som verber end som substantiver.
Vi lever ikke i mediernes og elektronikkens tidsalder, men i tingenes tidsalder (Hansen 2005c) i den rige vestlige verden.
Roger Pol Droit (2005) har lavet denne udregning af tingenes mængde i verden:
Der er fem milliarder mennesker på Jorden. I den fattige halvdel ejer hvert menneske i gennemsnit højest 100 ting, i den rige halvdel ejer hvert menneske i gennemsnit omkring 1000 ting. Det giver mere end 25 milliarder ting, som vi er forbundet med og imellem i det store materielle netværk.
Referencer
-
Droit, Roger Pol (2005): Sidste nyt fra tingene. Et filosofisk eksperiment. København: Rosinante.
-
Gibson, J.J. (1979): The Ecological Approach to Visual Perception. Boston: Houghton Mifflin.
-
Hansen, Mogens (2004):Selvets materialitet – kognition, person, og sansning. I: Kragelund, Minna (red.): Ting og tingester –Materielle Kulturstudier. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
-
Hansen, Mogens (2005): Kaos og kosmos - om hvordan man får orden på verdens rod. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning 42(4) s. 502 - 507. (a)
-
Hansen, Mogens (2005): Selvets materielle iscenesættelse - et psykologisk perspektiv. I: Kragelund, Minna & Lene Otto (red.: Materialitet og dannelse. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. (b)
-
Kubler, George (1962): The Shape of Time. Remarks on the History of Things. New Haven, USA: Yale University Press.
-
Qvortrup, Lars (1998): Det hyperkomplekse samfund. 14 fortællinger om informationssamfundet. København: Gyldendal.
Forfatter resurse box e:->
Mogens Hansen er lærer, psykolog og fhv. adj. professor på DPU. Forfatter til bøger og artikler om kognition, undervisning, pædagogik, billedtænkning mv.
Article From Gratis Artikler
