Af: Stig Broström
I dag går 95% af de 3-6 årige børn i børnehave og mere end halvdelen i vuggestue. Og på grund af forældrenes lange arbejdsdage og for mange forældres vedkommende lang transporttid, opholder børnene sig mange timer i daginstitutionen. Det samme billede gør sig gældende for de 6-9 årige børn, der går i skole og for omkring 95 % af børnene også i fritidsordning det meste af eftermiddagen. Således kan man sige, at børns liv er institutionaliseret. 1950’ernes barndom på villavejen og baggården er udskiftet med en barndom i børneinstitutionen.
Barndom i institutioner Mange begræder at store dele af barndommen udfoldes i institutioner. De taler om tyveri af barndommen og om kolonisering af børns livsverden. De drømmer fortsat om børns frie liv uden voksenopsyn, om børn der har mulighed for løbende at udforskede og udvide deres territorium om børn der i egen ret lærer at begå sig i kammeratgruppen. Her er for så vidt tale om en romantisering af fortiden. Et skønmaleri der overser to forhold: For det første, at voksne ikke kun er forstyrrende og undertrykkende, men også omsorgsfulde og støttende for børns læring og udvikling. Og for det andet, at det frie børneliv også rummer magtforhold og undertrykkelse i børnegruppen.
Romantisering eller ej, så bruges dette billede af det frie børneliv som civilisationskritik og som kritik af livet i børneinstitutionen, hvor man hævder, at børnene overvåges, udgrænses, disciplineres og tilpasses. Barndommen er blevet institutionaliseret. Men denne kritik skyder over målet, da udskiftningen af 1950’ernes vicevært og andre opsynsmænd med uddannede pædagoger rummer den positive dimension, at daginstitutionerne skaber et optimalt grundlag for børns trivsel, læring og udvikling.
Livet i børneinstitutionen giver børnene helt nye muligheder for at leve et helt og fuld liv med andre børn og voksne. Her gives tid, plads og ressourcer til at børn kan leve livet i børnegruppen, altså udforske og lære at fungere med andre børn. At være sammen med jævnaldrene har en særlig betydning, da børnene her stiller præcise og aldersspecifikke krav til hinanden. Krav børnene gerne vil honorere.
Ved siden af livet børnene imellem rummer børneinstitutionen professionelle voksne, der er præget af det, man betegner ‘pædagogisk takt’, nemlig kærlighed til børnene og kærlighed til de pædagogiske idealer, de selv har formuleret i de pædagogiske læreplaner. Med andre ord ser de børnene som fremtidens voksne, hvorfor de skaber meningsfulde og udviklende udfordringer, der fører dem hen imod målet: demokratisk dannelse.
Leg er børnenes livsform Hertil skal mangfoldige aktiviteter spilles ud, men det gennemgående i dansk – og international – småbørnspædagogik er legen. Leg er barnets eksistensform, det er den måde de lever livet på. Legen er børnenes suveræne livsform. Og legen er den virksomhed pædagoger prioriterer højst. Der er ingen tvivl om at legen trives i børneinstitutionen. I en vis forstand kan man sige, at legen i baggården og på villavejen har holdt flyttedag. Den lever nu i børneinstitutionen. Pædagogerne skaber rum og tid til leg; de giver legen næring gennem oplæsning af god børnelitteratur og gennem studier i omgivelserne. Jo flere erfaringer børnene har, jo mere kompleks og udviklende er deres leg.
Men hvad mener vi så, når vi siger, at børnene leger? Og hvilken funktion har leg? Og hvordan skal man som voksen forholde sig til børn leg?
Man kan karakterisere leg gennem fire temaer:
1) Legen er præget af kamp og konkurrence, hvilket fx ses i boldspil og forskellige tag-fat-lege men som også kommer til udtryk, når børnene udfordrer hinanden med armgang i klatrestativet.
2) Leg som vovestykke og risiko, hvilket ses når de fireårige springer ned fra store højder, og de 1½ årige børn i vuggestuen igen og igen springer ned fra en stol eller de unge der hægter sig på bussens bagende og lader sig fotografere.
3) Beslægtet hermed er kaoslegen, der er præget af vildskab og stor kropslig udfoldelse. Denne kommer fx til udtryk i børnehaven i form af vilde lege på legepladsen eller nogle fireårige drenge der med stor kropslig ballade hærger gennem gangene.
4) Endelig ses leg som imitation altså efterligning. Det børnene ser, hører og oplever, gentager de i legen, hvor de efterligner handlinger og roller. Det er her rollelegen tager sin begyndelse.
Rolle-i-handling Som 2-3 årige er der typisk tale om ren efterligning, imitation. De har så ofte kørt i bil eller i tog, de har set hunde i slagsmål og med intense blikke fulgt livet på havnen, fx set bilerne køre ind på færgen, set broklappen lukke og vinket farvel til færgen på vej mod Sverige. For at forstå alt dette skal det leges. I legen gentages det, de har set oplevet. De stiller stole på række, sætter sig og ”kører i bus”. Her indtager de ikke roller som chauffør og passagerer.
De udfører handlingen at køre bus, hvorfor denne begyndende rolleleg benævnes ”rolle i handling”. Når man som pædagog og forældre leger med i en sådan leg, skal man ikke købe busbilletter eller spørge chaufføren om hvilket stoppested man skal af ved. Det er for kompliceret. Barnet er ikke chauffør, det kører bus, og derfor støtter man bedst barnets leg ved bare at indtage et sæde og forholde sig i ro. Erfaringer med disse ”rolle-i-handling” lege fører til egentlige rollelege.
Rolleleg Når børn træffer aftale om at lege (en rolleleg), definerer de først legetemaet, fx ‘far-mor-børn’, hvorefter de indgår i en forhandling om roller og regler. En pige i børnehaven sagde fx: “Så sagde vi, at jeg var storesøsteren, og du var moren”. Dette udsagn tjener ofte som oplæg til en diskussion: “Nej, hvorfor skal du altid være storesøsteren”, indvendte kammeraten, hvorefter de to piger hver for sig fremsatte synspunkter om rollefordeling.
Når rollerne er fastlagte, defineres den situation, som realisering af rollerne skal foregå indenfor; fx pegede den ene pige på et bord og sagde: “Så legede vi, at køkkenet var dér”. Herefter var pigerne parate til at fastlægge nogle legehandlinger, som ofte på dette planlægningsniveau kædes sammen til et plot, dvs. at børnene reflekterer over bestemte begivenheder og deres rækkefølge. Man kan også sige, at børnene udarbejder en slags drejebog.
Når pigerne leger, udfører de ikke blot moderens og storesøsterens handlinger, men identificerer sig med moderen og storesøsteren. Pigen, der forestillede sig at være mor, vidste godt, at hun ikke var mor, hun legede mor og symboliserede moderen, hvorfor Piaget betegner rollelegen symbolleg. Denne dobbelthed eller paradoks er typisk for legen. Når drenge fx leger hunde, der slås, siger og gør de det modsatte af dét, de mener (et nap er ikke et bid).
I legen fremstiller børnene bestemte forbindelser mellem rollerne, hvorigennem de tilegner sig en forståelse for de mellemmenneskelige relationer, fx mellem far, mor, storesøster og babyen. Hvor de yngre børnehavebørn udfolder hele legehandlingen - de sover, står op, vasker sig, dækker bord og spiser – er de fem-seks-årige i stand til at forkorte handlingerne.
De udfører ikke alle handlinger i detaljer, men lader de enkelte handlinger og scener hurtigt afløse hinanden, ligesom de erstatter en handling med sprog. Fx siger de: “Og så legede vi, at vi var på arbejde, og nu skal vi sove.”
I takt med legeerfaringer og tiltagende alder bliver rollelegen mere målrettet; bl.a. skal legehandlingerne i visse sammen¬hænge være helt i overensstemmelse med virkeligheden, så børnene fx stopper op i en leg og diskuterer, “hvad en politibetjent gør i virkeligheden”. Altså et tegn på at legehandlingerne udføres mere bevidst og målrettet, og at reglerne bag rollerne træder tydeligere frem.
Det danner grundlag for, at børnene begynder at kunne mestre regellegene, der er kendetegnet af, at det ikke mere er rollerne og situationerne, der er fastlagte, men reglerne og opgaven. I takt med den udvikling opstår en begyndende bevidsthed om egen virksomhed – med andre ord bidrager rollelegen til den psykiske udvikling.
Leg er ikke kun børnenes livsform – det er også en læringsform.
Læs mere om leg i:
-
Broström, S. (2002). Børns lærerige leg. Psyke & Logos. Årgang 23, nr. 2, 2002. p. 451-469.
-
Broström, S. (2003). De leger i børneinstitutionen. 0-14. Pædagogisk tidsskrift for daginstitutioner og klubber. Årgang 13, 2, 2003. pp. 46-49.
Forfatter resurse box e:->
Stig Broström er pædagog, cand. pæd. og phd. i småbørnspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og interesserer sig for og har skrevet bøger og artikler om daginstitutionspædagogik, skolestart og de første år i skolen, se mere på http://www.dpu.dk/om/stbr
Article From Gratis Artikler
