Verdens allerførste kommercielt producerede skrivemaskine blev opfundet af en danskeren Rasmus Malling-Hansen i 1865.
Han var præst og forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstitut i København. Hanopfandt hurtigskrivemaskinen som han kaldte Skrivekuglen efter det halvkugleformede tastatur.
Placeringen af bogstaverne på tangenterne var et resultat af grundige afprøvninger af Malling-Hansen selv på en porcelænsmodel.
Malling-Hansen ville finde den bogstavplacering som gav den hurtigste skrivehastighed.
På hans skrivekugle finder man de mest hyppigt brugte bogstaver placeret sådan, at de betjenes af de hurtigste fingre, og vokalerne til venstre og konsonanterne til højre.
På den første model, som patenteredes i 1870, blev papiret fæstet til en cylinder, som bevægede sig ved hjælp af et elektromagnetisk batteri.
Som jeg skrev om i sidste artikel om ‘tetepresense’ er der idag mange nye og mere ‘motorisk hensigts mæssige’ teknologier der kan udvikles hvis vi vil.
Det er som om vi blot bruger alt vores energi til at udvikle videre på forige ‘århundredes højteknologi’ og bygger oven på de ting der en gang er udviklet som: skrivemaskinen, som bilen i den form, i de materialer den er af, psykiatriens/psykologiens gamle forældede vinkler, vores måde at være sammen på, traditioner, undervisnings former, institutionskultur osv. osv.
Den mest oplagte grund til vi blot fortsætter ‘det gamle’ er vores indbyggede frygt for nyt. Det nye rummer ny tilpasning, og afkald på den selvtillid vi har fordi vi netop havde kompetance til at mestre ‘det gamle’.
Men det er da også forældet at identificere sig med kompetancer (om det så er viden eller praktiske færdigheder) for det hele forandre sig og forældes alligevel. Vi er jo ikke det vi gør, vi er den der vælger at gøre det, og oplever det sker.
Lad os nu komme videre og glemme hvordan vi plejede at gøre det, og hvad der lige nu virker mest rentabelt, lad os komme videre, eller hvad??
