Intro fra del 1 ‘En ‘diagnose’ der hyppigt nævnes i medierne er ‘opmærksomhedssøgende/ hyperaktiv forstyrrelse’. (ADHD) Blandt ‘symptomerne’ er der rastløshed, nervøsitet, man mister sine ting, taler overdrevent meget, eller har svært ved at lege stille og roligt. Selvfølgelig har nogle børn af og til problemer. Men får de hjælp? Måske dækker diagnosen over årsagerne? Selv om problemet findes og placeres i barnet der så som konsekvens er stemplet resten af sit liv.
I virkeligheden er det direkte videnskabelig nonsens at udarbejde adfærdslister, sætte pseudomedicinske etiketter på personer, der udviser adfærden og så bruge tilstedeværelsen af en bestemt adfærd som bevis på, at disse personer har lidelsen.
Det fortæller nemlig intet om årsager eller løsningsmuligheder.’
Del 2: Hvordan er denne, ofte skadelige, simplificerede og uvidenskabelige tilgang blevet så udbredt? Livet er jo ret ‘barskt’ og det kan være fristende at undlade at forholde sig til livets smertelige tildragelser, der egentligt forårsager vore problemstillinger. Hvis vi bare accepterer den forhåndenværende diagnose, så føler vi vi har magten, vi får en følelse af kontrol, og mærker velvære ved at sige ’sådan er det’. Det forhindre os dog i at møde dette menneske, acceptere dets lidelse, og måske erkende vi ikke kan løse det her væsens problem. At der er ting vi ikke kan finde ud af gør os inkompetente, og vi føler os måske dårlige, eller får direkte angst for at se livet som det er. Vi dør jo af det liv alle sammen, og der er ikke lige noget der kender den egentlige mening med det.
Det smarte med diagnoserne er at ingen skal gøre noget nyt andet end at tage pillerne. Vi som individer har bare være så uheldige at få ‘sygdommen’. Måske kan vi forklaret den ved at vi har de genetiske anlæg til denne sygdom. Derefter er en individuel patologisk model uvurderlig for politikerne. De behøver ikke bruge penge på forebyggende programmer for psykosociale problemer , og egentligt forandre samfundets værdier for at skabe plads for de individer der ikke kan få det til at fungere, pga. eksempelvis: overvældende stress, fattigdom, diskriminering, vanrøgt eller misbrug af børn, ensomhed, for blot at nævne nogle. Skønt forskningen gang på gang har påvist, at disse forhold spiller en vigtig rolle i nedbrydningen af individets mentale sundhed.
Hvornår mon vi som samfund begynder at tage ved lære af alt det vi faktisk ved?
Den teknologiske udvikling gør at vi stadigt mere præcist kan undersøge hjernen og generne. Dette giver håb at vi snart finder frem til de biologiske årsager til og løsninger på menneskets lidelser og forvirring. Endelig er en ny spiller kommet på banen i debatten om arv og miljø. Medicinalindustrien! Den får næring af vores trang til et hurtigt fix medicin, medicinalindustrien har effektivt udnyttet sin betydelige magt til at udbrede begreberne ‘forstyrrelser’ og ‘lidelser’ til alle områder i vores liv. Medicinalfirmaernes hovedformål er at skabe overskud til aktionærerne, skabe store overskud. Så som en selvfølge opfordrer de os til at diagnosticere spisning,
søvn og alt for voldsomme (eller afdæmpede) følelser som lidelser, der kræver medicinsk behandling.
Direkte citat Dr. John Read er lektor i psykologi:
‘Efter i 20 år at have lyttet til mennesker, der har været så uheldige at få stemplet
‘skizofreni’ — som anses for at være den mest ekstreme form for ‘sindslidelse’ — og
efter i 10 år at have forsket i årsagerne til hallucinationer og vrangforestillinger mener
jeg, at offentligheden forstår sindssyge bedre end vi eksperter.
Ifølge meningsmålinger fra hele verden mener de fleste mennesker, at
følelsesmæssige problemer, også de, der opfattes som alvorlige, at høre stemmer for
eksempel, hovedsagelig skyldes dårlige oplevelser snarere end defekte hjerner eller
gener. Offentligheden foretrækker også en psykosocial tilgang — samtale og
rådgivning, hjælp til at finde venner eller et arbejde — snarere end medicin,
elektrochok eller indlæggelse på et psykiatrisk sygehus.
Visse eksperter afviser imidlertid disse synspunkter som ‘mentalhygiejnisk
analfabetisme’. De insisterer fortsat på, at psykiske sygdomme ligner alle andre
sygdomme, selv om talrige undersøgelser viser, at jo mere vi anvender denne
medicinske model, jo mere fordomsfulde og berøringsangste bliver vi.
Det psykiatriske behandlingssystem burde tilbyde mere og andet end at undertrykke
vores følelser ad kemisk vej eller få vores børn til at sidde stille ved at give dem
amfetamin (hvilket ikke alene lærer børn, at problemer bedst løses ved at tage piller,
men også hæmmer deres vækst med gennemsnitlig en centimeter om året).
Vi råder over en lang række behandlingsmetoder, som ikke forårsager vægtforøgelse,
seksuel dysfunktion, hukommelsestab eller afhængighed. Sponsorer og politikere,
som bliver ved med at støtte relevant forskning, er langsomt begyndt at indføre mere
samtaleterapi (såsom kognitiv terapi og traumefokuseret rådgivning), flere
alternativer til hospitalsindlæggelse, flere kulturelt egnede tilbud, mere
familiefokuseret terapi og, allervigtigst, mere seriøs brugerevaluering af, hvilke af
disse tilbud der faktisk virker.
Når disse nye behandlingsmetoder ikke bruges oftere, skyldes det ikke, at de ikke
virker. Den væsentligste hindring er, at de ikke øger medicinalfirmaernes profit, som
vore brancheorganisationer, konferencer, tidsskrifter, forskning og
undervisningsinstitutioner — i mangel af offentlige bevillinger — er blevet så
afhængige af.’
Egen fortolkning af referat fra Dr. John Read er lektor i psykologi ved universitetet i Auckland, New Zealand, og forfatter til bogen Models of Madness: Psychological, Social and Biological Approaches to Schizophrenla.
Oversættelse: Frederikke Ingemann Hansen og Lorens Juul Madsen
Sakset fra Politiken Debat af 7. august 2006
