Sidder og hører P1 debat som handler om om kunstnere og skuespillere og lignende i kreative fag skal kunne supplere dagpengene op, og om vores kultur så ikke dør idet kunstneren så bliver nød til at flytte kasser i irma imellem to forestillinger, for at opfylde kunne undgå dagpenge reglerne om at skal søge fuldtids arbejde, og stå til rådighed.
‘Dunner’ og skræmme talen fra regeringen og vores kulturs store gud ‘PENGE’, siger at:
‘Hvem skal ellers sørge for at lave alt det arbejde som ikke bliver lavet, og som vi (red. danskerne) taber milliarder af kroner på?’
Hvis et individ kom til en psykolog men tanker af den slags fra sin individuelle livs verden, ville personen lære at slappe lidt af, og afpasse sine forventninger til et mere opnåeligt niveau og et niveau som ikke stresser personen, eller skaber forvirring i dets livsverden. Sørge for at personen laver andet end at arbejde og sove. Psykologen vil måske enda mene personen havde fået stress. Psykologen ville foreslå afslappende aktiviteter som at gå i biografen med en god ven, gå tur i skoven, eller lytte til afslappende musik.
Pengene er jo for pokker ikke tjent enu i virksomhederne, og dermed blot en ide og en forestilling, måske direkte fantasi og pure opspind?
Og hvem siger opturen i økonomi og arbejdsopgaver bliver ved med at vokse? Hvem siger det er det vigtigste for individerne i virksomhederne og i samfundet at tjene til enu en bil, eller en større bil?
Hvorfor er alle vi danskeres kultur centreret ikke kun om de penge vi har, men nu også om de penge vi så går glip af ved at skabe et frirum hvor alle dem der knokler hver dag kan få et lille frirum, se en film, et skuespil, tage til kunstudstilling?
Hvornår skal vi som samfund og kultur tage ansvar for menneskelige behov for flersidet udtryk og appetit på inspiration og oplevelser?
Handler alt om penge, og nu de penge vi går glip af? Som vi så skal bruge til hvad? Hvis vi vred armen om på ryggen af kunstnerne og tvang dem til at deltage på ‘arbejdsmarkedet’, skabte de jo ikke kultur arrangementer, og film ville kun komme fra Hollywood (det ville vi da også tabe penge på).
Det virker helt ulogisk, og psykologisk set meget begærligt, som om vores regering og dansk industri altid har magten over alt hvad vi skal, fordi de tænker katastrofe tanker om de penge de ikke får fat i?
I bedste fald bekymrer de sig om at danmark skulle forsvinde, og det vi kan lide og holder af som danskere skulle forsvinde fordi vi ikke kan klare os og konkurrere på verdensplan.
Men det ved de jo ikke om vi kan, kan det så betale sig at bekymre sig? Kan det betale sig at bruge pisk og tvang? Har vi ikke netop lært af historien, og af forskningen at mennesker trives bedst (bla. mindre syge), Yder mest (giver flere penge, overskud til samfundsdeltagelse og værdier) og udvikles individets viden nødvendigtvis bedst ved pres, og ved at fortælle hvad der sker hvis de ikke lærer nok, ikke konkurrerer nok.
Det virker som om vores samfund og nu hele kultur drives af generaliseret angst og katastrofetanker. Det kan behandles med kognitiv terapi 
