Hvad er Adfærdspsykologi
Podcast om positiv psykologi
Adfærdspsykologien betragter individet ud fra den vinkel at mennesket helt igennem er et biologisk individ, som livet igennem udsættes for forskelligartet prægning, og mennesket bliver de betingede reaktioner på baggrund af denne prægning. Den individuelle personlighed er derfor resultatet af to faktorer:
1: det biologiske udgangspunkt
2: den udefrakommende prægning.
Adfærdspsykologien arbejder således ikke med det ubevidste som nogen væsentlig faktor for at forstå menneskets problematikker.
Ikke sådan at forstå at adfærdspsykologerne afviser eksistensen af det ubevidste, men det er ikke individets følelser der er i centrum for denne psykologiske vinkel.
Adfærdspsykologien fokuserer på individets handlinger, deraf navnet adfærdspsykologi.
Omgivelserne præger individet.
Adfærdspsykologerne benægter ikke at individet er i besiddelse af følelser, og at disse følelser har en betydning. Men følelser forandres livet igennem ofte i forbindelse med ændret adfærd. Dette er videnskabelig bevist gennem kognitivadfærdsterapis statistiske resultater ‘world wide’.
Det vil sige at ud fra et adfærdsteapeutisk syn er vores adfærd, vores omverdens oplevelse og vores livsforløb hovedsageligt bestemt af vores medfødte biologi. For derefter at blive tilpasset og formet gennem prægning fra omgivelserne. Adfærdspsykologien er altså således optaget af at forklare forholdet mellem stimulus - påvirkning og respons - adfærd.
Det individ vi ender op med at blive, er ud fra denne betragtningsmåde et resultat af indlæringprocesser hvor omgivelsernes stimulering medfører en respons fra os.
Således kan enhver respons altså forstået som adfærd, ses som resultat af omgivelsernes opdragende og lærende funktion.
Pavlovs hunde starten på adfærdsterapien
Måske er det mest kendte eksempel på omgivelsernes prægning, fra starten af 1900-tallet hvor russeren Ivan Pavlov (1849-1936) foretog nogle forsøg med hunde. Han indopererede et lille rør i hundens strube dette gjorde det muligt for ham at måle hundens spytsekretion. Han viste derefter hunden et stykke kød og hundens spytsekretion øgedes. Han lod derefter en klokke ringe og hunden spidsede ører. Det er to biologiske reaktioner, to ubetingede responser.
Når pavlov udførte disse eksperimenter et antal gange, altså brugte de to stimuli: kød og klokke, forekomme samtidig, skete der en ændring i hundens adfærd. Så snart klokken lød savlede hunden også når den IKKE fik noget kød. Pavlov havde altså via de to stimulus ændret hundens naturlige adfærd, og han havde indlært en betinget respons i hunden.
Amerikaneren John B. Watson (1878-1958) arbejdede videre med Pavlos ideer og resultater. Han koncentrerede sig dog primært om børns adfærd, og hans hovedmål var at vise at forholdet mellem stimulus og respons også er gældende for mennesker.
Han ønskede at påvise at enhver adfærd har en årsag og at denne kan/skal findes i omgivelsernes prægning.
I et eksperiment tillærte han en 11 måneder gammel baby (Albert) frygt for bløde pelsdyr ved at lave en øresønderrivende larm hver gang Albert f.eks. rørte ved en blød legetøjskanin. Efter et stykke tid var Alberts frygt for larm, kædet sammen med og direkte overført til frygt for bløde ting. Nu var han bange for alle bløde ting også selvom der ikke længere blev lavet larm når han rørte ved disse.
Straf og belønning
Når adfærdspsykologerne arbejder ud fra dette menneskesyn, som siger at vi og vores adfærd alene er et resultat af omgivelsernes regulerende effekt via deres respons på barnets adfærd,, bliver tanken ledt hen på begrebet opdragelse og derfra videre til begreberne straf og belønning.
Amerikaneren B.F. Skinner (1904-1991) var inspireret af Watsons forsøg med disse børn og interesserede sig i høj grad for begreberne straf og belønning i forbindelse med indlæring af adfærd.
Gennem forsøg hvor blandt andet rotter indgik påviste han at belønning fremmer indlæring af ny adfærd, men ophør af belønning vil derimod udslette den tillærte adfærd.
Samtidig mente Skinner at straf ikke er hensigtsmæssig til at kontrollere adfærd da han mente at straf har utilsigtede virkninger. I forbindelse med børneopdragelse kan en uønsket virkning være, at straffen opleves som opmærksomhed fra ellers fraværende forældre.
Faren er så at barnet fortsætter den adfærd der udløste straffen, for at få opmærksomhed.
Også selv om den kommer i form af straf. Ifølge adfærdspsykologien kan en anden utilsigtet virkning af afstraffelse være, at barnet kommer med en så kraftig modreaktion på denne straf så forældrene må bøje sig. Barnet vil så fortsætte med kraftige modreaktioner og risikere at videreføre en trodsigt adfærd øjne. I langt de fleste tilfælde vil straffede børn dog blive underkuede og OVER velopdragne indtil den dag de er gamle nok til at unddrage sig kontrollen Dette sker feks under puberteten.
Andre menneskers handlinger
Skinner betragtede det som en fejl at tro at mennesker styrer sig selv gennem deres vilje og deres frihed til at vælge. Det er i stedet omgivelserne der bestemmer menneskers handlinger på samme måde, som det gælder for dyrene.
Følelser og oplevelser er blot indre tilstande der ledsager medfødte og tillærte reaktionsmønstre. Ifølge Skinner er hverken oplevelser, tanker eller følelser årsager til adfærd.
I adfærdsterapi må terapeuten altid sørge for at være foran sin klient og derfor er det naturligvis også vigtigt, at terapeuten selv udviser adfærd, som klienten finder er værd at efterligne.
Ansvaret for ændring af klientens adfærd er dermed alene terapeutens, da det jo er ham, der tilrettelægger og fjerner stimuli. Terapeuten optræder som identifikationsmodel og skal selv udvise adfærd som klienten bliver tiltrukket af og får lyst til at prøve at efterligne.
Forklaring på rygning
Når den adfærdspsykologiske vinkel bruges til at forklare hvorfor et individ begynder at ryge, vil efterligning og spejling af adfærd være centralt. Det er nærliggende at man efterligner karakteristiske adfærdstræk hos personer som man ser op til. Eller måske er tiltrukket af og måske ønsker at indgå en tæt forbindelse til. Så hvis man forbinder det at ryge med noget positivt som for eksempel samvær med den eftertragtede person, optagelse i en sej gruppe eller opgør med forældrenes adfærdsmønster, da opleves disse faktorer som så stor en belønning, at de negative stimuli mister deres effekt.
Så selve ønsket om at tilegne sig den eftertragtede adfærd eller identitet som ryger overskygger det faktum, at man rent faktisk får det dårligt, de første mange gange man tænder en cigaret. Det at man får kvalme og hovedpine som ryge-nybegynder er ud fra adfærdspsykologien at betragte som en straf, en straf for rygeadfærden. Men forventningen om og oplevelsen af den belønnende effekt når tilvænningen er overstået, vil i mange tilfælde gøre at rygenybegynderen udholder det straffende ubehag.
I løbet af rygetilvænningen kobles rygningen ofte sammen med gode middage, telefonsamtale, og kaffepauser. Disse situationer vil så efter et stykke tid helt automatisk udløse voldsom rygetrang. Rygeren er blevet afhængig og rygetrangen er blevet en betinget respons.






december 20th, 2008 at 17:51
[…] Adfærds psykologi […]
januar 2nd, 2009 at 18:27
[…] den kognitive adfærdsterapi er der ikke en egentligt fast medfødt ‘kerne’ hvorfra selvtilliden stråler […]