Her er en artikel som jeg finder særdeles interessant. Den handle om pædagogikkens ideer om at fri leg skulle være det helt rigtige, for at børn kan udvikle sig optimalt. Mogens Hansen er cand. pæd. psyk, fhv. adj. professor, DPU og arbejder bla. med kognitions psykologi læs artiklen her:
Arbejdsomhed for børn - og ikke kun fri leg
Af: Mogens Hansen
Da forældrene forlod børnene og ville deres eget, og da samfundet samlede børnene i flokke i vuggestuer og børnehaver, blev den frie leg opvurderet af pædagogerne og psykologerne.
De leverede prompte den nødvendige legitimering for de voksnes behov for erhvervsarbejde og den følgende nødvendige adskillelse af forældrene og børnene.
Legitimeringen blev formuleret i pædagogisk og psykologisk fagsprog: børn har et naturligt og livsnødvendigt behov for fri leg i børneflokke. Legitimeringen vedligeholdes løbende med udsagn om, at f.eks. skolen stjæler børns barndom, hvis skoletiden udvides eller skolealderen sænkes.
Dertil føjes så, at børn nok egentlig ikke har så meget brug for deres voksne, fordi de af medfødt natur er selvforvaltende og selvorganiserende og socialt kompetente nok til selv at varetage eget liv i børneflokken, som de er en del af. Der er heller ikke andet at gøre, for forældrene er gået hen et andet sted, og pædagogerne er få - med ca. 20 børn pr. 1½ voksen.
Barndomspsykologiens børneforståelse i det nye årtusinde passer perfekt til de vilkår, som børn får og har. De, børnene, klarer det også meget godt. I hvert fald 85% af dem. Men de sidste 15% kan ikke forvalte deres eget liv på egen hånd. Det giver en pæn succesrate.
Men et produktionstab på 15% i en dippedutvirksomhed ville formentlig føre til, at de røde lamper blev tændt, produktionen blev stoppet, og der blev indkaldt til hastemøde for at rette op på arbejdsgangen, så man kom op på de sædvanlige 98% vellykket produktion. Kan vi i den pædagogiske verden forlige os med mindre?
Nutidens frie leg betyder børns frihed til selv at vælge og udfolde legens temaer og fantasi, og det betyder også at være fri for de voksnes indblanding og regulering. Og her ligger en hund begravet, for den frie leg betyder også, at ansvaret for det sociale liv og lagt i hænderne på børnene i selvforvaltningens navn.
Det er lige netop her at nogle børn bliver herskere, nogle børn sorteres fra og andre lukkes inden for i legens frirum. Nogle børn vil de andre ikke have med i legen, så de bliver udgrænset og flakker som hjemløse satellitter rundt i daginstitutionen eller skolen.
“Må jeg være med og sjippe?”, “Nej, der ikke plads til flere”, eller: “Må jeg være med?” i familielegen i dukkekrogen, “Ja, men så skal du sidde ovre på stolen, for du er ikke født endnu”. Det sidste sagt, da den barnlige leder sanser, at en voksen følger med. Og når den voksne er ude af syns- og hørevidde: “Du kan få en prut - dig vil vi ikke have med for, du lugter”.
Det var ikke gyldigt i børnehaven for et par tiår siden, hvor pædagogerne endnu ikke havde afhændet ansvaret og givet det til børnenes forgodtbefindende.
Egentlig skulle børn lære samværets pædagogik i småbarnsalderen, for det er så svært og besværligt at lære det senere i skolen, fordi de så samtidig skal aflære uvanerne med ikke at give alle ret til at være med i det sociale fællesskab og legene.
Samværets pædagogik handler om, at alle skal have legitim ret til at komme til orde i eget liv og være med i fællesskabet. Det skal læres, og hvis det ikke bliver lært tidligt, så bliver det til mobningens anatomi. Sagt lidt på de høje nagler, så handler det om at lære børn demokratisk sindelag, som er at lægge en grund for demokratisk adfærd og forståelse for demokratiets spilleregler.
Den frie leg fik førstepladsen som følge af, at de voksne skubbede børnene ud af fællesskab og arbejdsomhed. Børnene udfylder tomrummet med som-om-aktiviteter, fantasier og rollelege, som de bliver inspireret til ved gennem hegnet om reservatet at skimte voksenlivet i det fjerne med deres barnlige optik - hvad skulle de forøvrigt ellers gøre, når der ikke er brug for dem i familielivets arbejdsomhed?
Familielivet med fælles arbejdsopgaver med børn sammen med voksne kunne være en modvægt. Det ville betyde, at forældrene rykkede ind og indtog en plads i tomrummet, hvor børneflokkene i nutiden opholder sig.
Der er meget praktisk arbejde tilbage i børnefamilien: indkøb, madlavning, brødbagning, borddækning, opvask, havearbejde, rengøring, reparation af cykler, bilen. Her er de voksne ved at tømme familien for arbejdsomhedens samvær.
Børnefamilien har travlt, så derfor udgrænses børnene fra det praktiske og opfordres til fri leg, ud-og-leg for alt det praktiske tager 3,4 eller 6 gange så lang tid sammen med børn, som hvis man klarer det selv. Og så har pædagogerne og psykologerne jo også forklaret os alle sammen, at børn har det bedst med fri leg.
Det har de ikke. De har det bedst med en opdeling af de vågne timer i leg + arbejdsomhed + læring sammen med de voksne. Og der er så rigeligt med legetid for børn i dag, at man udmærket kan skære nogle tykke skiver af den fri leg og lave den til arbejdsomhed i institution, skole og familie: børnearbejde!
Børn lærer at samle sig koncentreret og vedholdende ved at skulle lave et stykke arbejde sammen med mor eller far, se det giver et konkret resultat og med oplevelsen fra samværet og samtalen om noget konkret - og ikke kun med blikket på de morderiske computerspil inde i skærmens elektroniske virtualitet.
Børnearbejde er derfor og netop også godt som læseforberedelse og forebyggelse af læseproblemer i skolen, fordi det opøver til fokuseret opmærksomhed.
Det pædagogiske mantra om det selvforvaltende og selvorganiserende barn kan (måske) gælde for middelklassens egne børn, der får leveret og installeret nok autonomi derhjemme til, at det kan bruges, når de møder op i daginstitution og skole. Men det gælder ikke for den sidste tredjedel af børnene. De bliver snydt, fordi de ikke har noget der ligner perspektiver inden i sig og med i daginstitution og skole, men må forlade sig på de voksne, de møder.
Hvis de voksne ikke vil være med, men overlader det til børnene selv at finde pejlemærkerne for deres liv, så beslutter vi os for en social sortering og udgrænsning.
Litteratur
* Broström, Stig & Mogens Hansen (2006): Pædagogik – didaktik, læring og dannelse i daginstitution og skole. København: Frydenlund.
* Hansen, Mogens (2002): Børn og opmærksomhed – Opmærksomhedens psykologi og pædagogik. København: Gyldendal.
Forfatter resursebox:-> Mogens Hansen er lærer, psykolog og fhv. adj. professor ved DPU. Forfatter til bøger og artikler om kognition, udvikling, læreprocesser, leg og pædagogik.
Artiklen er fra Gratis Artikler